Tag Archives: Sommer

Sommerferie i baghaven

Jordbær

Arh men altså. Jeg. Elsker. Ferie.

I år tager vi den hjemme i baghaven – og det er fantastisk! Vi har jo krydset fingre for dejligt vejr – det havde vi også de første to-tre dage – men nu er temperaturen faldet et pænt stykke. Det er selvfølgelig lidt irriterende, når man er sådan en, som godt kunne bo i sommervejr hele året. Men det skal altså ikke ødelægge mit feriehumør alligevel, har jeg besluttet. Så vi nyder stadig udelivet, selv om det er lidt koldt. Ungerne plasker i badebassin, vi spiser jordbær og koldskål en masse på terrassen og ligger og hygger derude.

Jordbær og koldskål

Vi har ikke de vilde planer for dagene – og det er faktisk ret så fedt. Vi dangderer den bare dagen lang. Det, tror jeg, vi alle trænger til.

Familien Haukrogh

Ludwig har fået en selfiestang, så den leger vi lidt med. Vi har taget nogle familiebilleder til noget familie – men det er altså ikke nemt at få alle fem i familien til at se artige ud på et billede …

Familien Haukrogh

Familien Haukrogh

Uægte jasmin

Jeg ville egentlig have lavet et separat blogindlæg om vores kæmpebuske i haven – men jeg tror bare, der kommer lidt billeder her i stedet for.

Min absolutte yndlingsbusk er den uægte jasmin. Vi har en stor busk og så et par mindre – jeg tror, det er forskellige sorter. De blomster i hvert fald lidt forskudt og ser lidt forskellige ud. De dufter himmelsk i hele haven. Jeg er totalt forelsket i min have her om sommeren med den duft – jeg kan sidde og kigge ud over alt rodet – for sådan ser vores have altså tit ud med tre unger og en mand, som arbejder en del – og alligevel synes, at det her er paradis på jord. Det er en fantastisk følelse.

Både de uægte jasminer og vores dronningebusk er meget gamle. De har en del gamle grene uden blade. Er der nogen af jer derude, der har erfaring med at skære dem ned? Så skriv endelig! Jeg er lidt bange for at klippe i dem – det ville være forfærdeligt, hvis det gik galt.

Nu vil jeg sætte mig ud på terrassen og nyde livet.

Uægte jasmin

Dronningebusk

Dronningebusk

Uægte jasmin

Uægte jasmin

Årets første dyp

Bremdal Strand

Selv om sommeren ikke just har budt på særligt meget badevenligt vejr, så har vi været i bølgen blå. Eller det vil sige, børnene har.

Jeg var letsindigt kommet til at love dem, at vi kunne tage til stranden ved Bremdal og bade, og ikke ti vilde Loch Ness’er kunne tale dem fra det – selv om jeg egentlig fortrød lige dér på terrassen den eftermiddag. Så vi proppede bilen med badeudstyr og kørte af sted en solskinsdag med lufttemperatur omkring de 20 grader – vandet væsentligt koldere.

Kun Ludwig havde set det nye badeanlæg ved Bremdal – sidste sommer da han var på camping med morfar. Vi andre hvinede for første gang over, at der nu er langt flere muligheder for at ploppe i vandet – selv om det jo selvfølgelig ikke er fornemme forhold som fx Amager Strandpark. En, to , tre røg de i en efter en. Vist var det koldt, men de var ikke til at lokke op igen.

Jeg servicerede afkommet med boards, badevinger, dykkerbriller og – snorkel. Og mens ynglet dyppede sig, nød moren her, at hun stod helt tørskoet på badebroen.

Til sidst kunne mit moderhjerte – og frygten for forkølelse – ikke klare mere tænders klapren, og alle blev gennet op og i varmt tøj.

Vi krydser alle lemmer og beder bønner for, at vejret bliver lidt bedre i løbet af de næste par uger – så vi (host host …) kan svømme snart igen.

Bremdal Strand

Bremdal Strand

Bremdal Strand

Bremdal Strand

Bremdal Strand