Vores nye højbede

Højbede

Rom blev ikke bygget på én dag. Det samme kan vi sige om gården her. Ting tager tid. Vi har stadig lidt småting i huset, som vi endnu ikke har styr på efter 11 år. Og vores stald og lade kalder også på et par eller 57 særdeles kærlige hænder.

Men nogle gange er vi hurtige på aftrækkeren. Som den fredag for et par uger siden, da jeg netop havde spottet en hyggelig køkkenhave med højbede lavet af pallerammer på bloggen Stationsliv.

– Hey! Se lige de her, sagde jeg til Mads og vidste ham billederne.
– Er de ikke fine?
– Jo, sagde han.
– Find nogle paller, så laver vi en køkkenhave.

Som sagt, så gjort. Jeg ringede til vores lokale pallepusher. Men klokken var tre, og telefonen gik da også på svarer. Der gik dog ikke mange sekunder, så ringede han tilbage.
– Kan du komme i morgen tidlig klokken 7.30, så har jeg alle de paller, som du skal bruge, lød det.

Mads hentede paller, mens vi andre som vores skønhedssøvn. Da vi vågnede, ringede jeg til vores nabo.
– Jord kan vi altid finde, sagde han.
– Skønt. Kan du komme om en halv time?
Der gik 7½ minut, så kom han drønende i den gule gummiged med skovlen fyldt med dejlig, brun muld.
Og sådan gik det til, at vi pludselig er blevet en køkkenhave rigere. Noget vi ellers have afskrevet de næste år, fordi vi har adskillige mislykkede forsøg bag os. De er alle blevet overtaget af senegræs, mælkebøtter og andre uhyrligheder for grøntsager.

Vi krydser fingre for, at vi kan holde ukrudtet ude af højbedene. Vi har lagt kartofler, og sået gulerødder, løg, ærter, spinat, rucola og iceberg. Og sikkert noget, som jeg har glemt her … Faktisk have vi gang i så mange frøposer, at de otte pallebede, det blev til, slet ikke var nok. Så næste år udvider vi nok. Hvis forsøget ellers lykkes i år.

Men vi havde ikke nogle pinde til at skrive på, hvad vi såede, så det bliver spændende, om vi overhovedet kan se, hvad der kommer op hvor.
Men fint ser det ud nu. Og det gik så stærkt, at jeg ikke rigtigt nåede at få knipset nogle ordentlige billeder.

Højbede5

Højbede3

Højbede2

Højbede

2 Responses

  1. Stationsforstanderen

    Sådan. Ikke langt fra tanke til handling – Det minder så meget om stationsfolket.

    Held og lykke med de nye rammer i haven.

    • Rikke

      Argh altså Finn – jeg har slet ikke set, du har lagt svar her hos mig – min blog har drillet mig lidt – den er begyndt at lægge kommentarer på, uden at jeg skal godkende dem først – hvordan og hvorfor ved jeg ikke helt…. Altså det her teknik bag sådan en blog driller lidt indimellem…

      Nå, men jeg vil bare sige, tak for din besked – og tak for inspirationen :-) Det er jo jeres skyld, at vi sådan hovedkuls og lige pludselig bare sprang ud i de højbede i år.

      Ha en dejlig dag!

Skriv en kommentar