Haveliv

Her på matriklen kan vi godt lide ukrudt. Eller lide og lide – vi lever med det. På godt og ondt. Vores grund er ret stor, men vi har ikke så mange bede. Alligevel er der en del at holde.

Da vi overtog vores hus for omkring 11 år siden, var det meget faldefærdigt, og haven var ét stort vildnis. Græsset var en halv meter højt overalt, alle bede, der måske har været her, var groet til i ukrudt og græs – kun en lille rød rosenbusk, en valmue, en grim stedsegrøn, og en kæmpe bambus havde overlevet – bortset fra de mange, mange selvsåede planter og træer.

Men vi elskede det hele lige fra første gang, vi så det – her var så grønt og frodigt.
Nu har vi efterhånden sat skik på huset og er nu rykket videre til stald, lade og ikke mindst haven.

Vi flyttede herud, fordi vi så en masse drømme i ejendommen – højt til himlen, fred og ro, masser af plads, drivhus i træ, værksted, kontor/legerum i stalden, køkkenhave, frugt- og bærbuske, et par romantiske blomsterbede og meget andet.

Vi arbejder os ligeså langsomt fremad på drømmelisten. Vores gårdsplads var groet fuldstændigt til i græs – der boede faktisk to harer i græsset, da vi overtog huset. Nu er harerne flyttet med græsset, og vi har fået anlagt gårdsplads med grus. Vi har plantet et træ i et bed lige i midten, som vi synes en rigtig lille gård skal have. Vi har lavet græsplæner, fældet store træer, sat pizzaovn op, hentet et gammel trædrivhus og anlagt lidt bede.

Fordi der er så meget at sætte i stand eller få styr på, så går vi ikke så meget op i at luge ukrudt. Der er ting, mit liv er for kort til – og en af dem er at ligge med rumppetten i vejret hver anden dag og hive grønne gevækster op af jorden.

Jeg har for længe siden valgt at se det smukke i noget af ukrudtet. Ellers ville jeg også dø af stress. Jeg kan faktisk blive helt glad i låget, når det hele er grønt og nyudsprunget her – ukrudt eller ej.

Jeg er dog alligevel af bitter erfaring kommet frem til, at det bedst kan betale sig at tage det, inden alle bede gror fuldstændigt til. Jeg har nogle gange ladet bedene stå til for længe, med det resultat at ukrudtet helt overtager – og så tager det jo en krig at fjerne – plus vi har indtil flere mislykkede haveprojekter, som er gået til i ukrudt.  Så jeg har efterhånden fundet ud af, at det bedst kan betale sig at snuppe det hen ad vejen. Men jeg luger ikke sådan helt i bund – det er jeg alt for utålmodig til.

Meeeen jeg tror nu alligevel, det er ved at være tid til et eftersyn i haven – så vi satser på godt vejr i pinsen.